Gudstjeneste - Vester Alling Kirke - Sidste s.e. HTK

10.02.2019 kl. 09:30 - 10:30

Præst: Ulla Pedersen

<- Tilbage

SYNG JULEN IND

Auning Kirke tirsdag d. 18. december kl. 19.00

Lille Kirkekor, Kirkekoret og Auning Kirkes Voksenkor

Denne aften tæt på juleaften er der mulighed for at komme hen i kirken og lade julefreden sænke sig. Vi skal sammen synge julesange og salmer, og så vil vores tre kor underholde med hver en lille afdeling.

 

Vel mødt til en god times tid i godt selskab med alle vores korsangere.

Henning Rasmussen, Kirsten Frandsen, Lene Andersen og Anni Jensen

VI SYNGER JULEN IND

Fausing Kirke torsdag d. 20. december kl. 19.30

Koncert med Julekoret ved Vivild og Vejlby Kirke, ledet af organist Per Rasmus Møller

Aftenens program veksler mellem musik for kor, orgel og piano samt med læsninger, solo- og fællessang. En flot optakt til julen med efterfølgende kaffebord. Gratis entré.

 

Fausing Menighedsråd

NYTÅRSAFTENS DAG - LIVET ER IKKE DET VÆRSTE MAN HAR

Når året 2018 går på hæld, og 2019 ligger foran os med nye dage, mødes vi til gudstjeneste. Året 2018 vil vi blandt andet huske for, at vi mistede 2 nationalpoeter, to nationalskjalde: Benny Andersen og Kim Larsen. Hver på sin måde satte de ord på menneskelivet med alt hvad det rummer. Mange af os har nogle af deres tekster med, som noget vi husker lige så godt, som de mest kendte salmer. I år vil nogle af Benny Andersens og Kim Larsens tekster præge gudstjenesterne nytårsaftens dag.

Vi skal selvfølgelig også synge de salmer, der hører til ved nytårstide. Og efter gudstjenesterne er der et glas vin og et stykke kage i våbenhuset, så vi kan skåle og ønske hinanden et godt nyt år.

 

Gudstjenesterne holdes nytårsaftens dag, mandag d. 31. december:

 

Øster Alling kl. 14.30

Auning kl. 16.00.

 

Menighedsrådene og Sp. Ulla Pedersen

EVENSONG - LYS- OG MUSIKGUDSTJENESTE EFTER ENGELSK FORBILLEDE

Fausing Kirke torsdag d. 24. januar kl. 19.00

Fausing Menighedsråd indbyder alle til en afvekslende og musikalsk evensong-gudstjeneste.

Evensong betyder aftensang og er en engelsk kirke- og musiktradition tilbage til 1500-tallet. Efter Reformationen blev den bibeholdt i den engelske kirke, dog i en ny og protestantisk form. Det er en kort liturgisk gudstjeneste, hvor især korsang spiller en fremtrædende rolle. 

I Fausing Kirke vil organist Per Rasmus Møller og organist og sanger Henrik Høj Madsen bidrage med aftenens musikalske indslag. I skæret af levende lys vil gudstjenesten veksle imellem solosang ved organist og sanger, bønner, korte læsestykker samt fællessalmer, som synges stående.

 

Efter gudstjenesten forlader vi kirken en oplevelse rigere og med sindet stemt til fredelig eftertanke. Vel mødt.

 

Fausing Menighedsråd og Sp. Birthe Kiilerich

KYNDELMISSE OG PANDEKAGER

Musikgudstjeneste i Auning kirke torsdag d. 7. februar

Når vi kommer til begyndelsen af februar, er halvdelen af vinteren gået. Og det fejres med at holde Kyndelmisse. Kyndel betyder lys, og misse betyder messe = gudstjeneste. Vi holder altså Lysgudstjeneste som en fejring af, at nu går det for alvor mod lysere tider. Kor og kirkesanger medvirker ved gudstjenesten.

Og vi fejrer jo også med at få noget i maven. Til jul spiser vi gås / flæskesteg og til påske får vi påskeæg. Kyndelmisse skal også fejres, og som noget nyt vil der efter gudstjenesten være pandekager i Sognehuset. På Nationalmuseets hjemmeside kan man nemlig læse, at den mest kendte kjørmesret nok er de fynske bygmelspandekager. Ved at spise bygmelspandekager til Kyndelmisse håbede man på, at sikre sig en god byghøst. Pandekagerne skulle være tykke og gode, og de blev spist med flæsk. Vi holder os nu nok til almindelige pandekager med sødt til denne aften.

Vi håber at gøre Kyndelmisse og Pandekager til en tradition, der afholdes i sognene på skift.

 

Alle er velkomne – Auning Menighedsråd, organist Anni Jensen og Sp. Ulla Pedersen

SOGNEAFTEN MED BISKOP HENRIK WIGH-POULSEN

Foredrag om salmer og salmedigteren Jakob Knudsen

Auning Sognehus onsdag d. 20. februar kl. 19.00

Teolog og salmedigter Jakob Knudsen boede og virkede i Mellerup som valgmenighedspræst i årene 1890-1896. I sin periode i Mellerup skrev Jakob Knudsen sine mest kendte salmer, der bruges den dag i dag: Se, nu stiger solen og Tunge, mørke natteskyer. Kom og hør Biskop Henrik Wigh-Poulsen holde foredrag om salmer og Jakob Knudsen, der i år 2000 var en del af biskoppens ph.d. afhandling: Natur og hjemkomst – en undersøgelse af Grundtvigs og Jakob Knudsens realisme belyst af den grundtvigske bevægelses forhold til den realistiske litteratur i årene 1870-1890.

 

Det bliver en spændende og lærerig aften - selvfølgelig med salmesang.

 

Det er gratis at deltage og Auning Menighedsråd vil som altid sørge for kaffe og kage.

GOSPELKONCERT MED KONFIRMANDER OG BAND

Auning kirke torsdag d. 28. februar kl. 19.00

Traditionen tro giver nogle af årets konfirmander en gospelkoncert i Auning kirke. De gør det nu ikke alene! Den dygtige musiker, Joachim Hejslet, øver med de unge mennesker hele eftermiddagen. Og ind under aften dukker der et helt band op. Det er lykkedes at lave et kor ud af konfirmander før. Så derfor tør vi også i år indbyde til en festlig aften i kirken med konfirmanderne samt Joachim og hans band.

Vi håber på at se konfirmandforældre og bedsteforældre og søskende og skolekammerater og ALLE, der synes at gospel er festligt, til en dejlig koncert.

 

Alle er velkomne.

Sp. Ulla Pedersen